Ud over overskrifterne: Forståelse af iransk kultur og historie midt i den aktuelle krise

Dag fem. Så længe har den fælles amerikansk-israelske kampagne hamret løs på mål over hele Iran. Eksplosioner genlyder i Teheran, og Hormuz-strædet – den lille flaskehals, hvorigennem en stor del af verdens olie passerer – er blevet lukket, og Revolutionsgarden truer med at "brænde" ethvert skib, der forsøger at passere. Det er nemt, fra trygheden i din lejlighed i København, at lade døgnets nyhedsstrøm reducere en nation på næsten 90 millioner mennesker til endnu et geopolitisk konfliktpunkt. Men som en gammel kollega, der brugte år på at rapportere fra regionen, plejede at sige: "Man lærer ikke et sted at kende gennem dets krige."

Så mens eksperterne diskuterer antallet af affyrede ballistiske missiler – med rapporter fra stedet, der tyder på over 500 affyringer – og de over tusind civile, der angiveligt er blevet dræbt, synes jeg, det er værd at trække vejret. At se ud over den umiddelbare krise og huske på, at Iran er mere end blot en overskrift. Det er en civilisation med en historie, der går tilbage til Darius den Store, en kulinarisk tradition, der får dine smagsløg til at juble, og et folk, hvis identitet er en kompleks blanding af oldtidshistorie og moderne virkelighed.

Den første digitale krig

Det er ikke første gang, Irans infrastruktur er i skudlinjen. For alle, der følger cyberkrig, har omdrejningspunktet altid været Stuxnet. Hvis du vil forstå, hvordan vi er endt her, må du tilbage til ormen. Kim Zetters bog, "Countdown to Zero Day: Stuxnet and the Launch of the World's First Digital Weapon," er bibelen om dette emne.

Den læses som en thriller, men den er skræmmende virkelig. Tilbage omkring 2010 besluttede nogen – angiveligt amerikanerne og israelerne – at et fysisk angreb på Irans atomanlæg i Natanz var for risikabelt. For mange eftervirkninger, både bogstaveligt og politisk. Så de byggede en digital sabél. De skabte et stykke malware så sofistikeret, at det kunne krydse luftgab (hvilket betyder, at det trængte ind i systemer, der ikke var forbundet til internettet, sandsynligvis via en USB-nøgle), finde de specifikke Siemens-controllere, der styrede centrifugerne, og derefter subtilt sabotere dem. Det fik rotorerne til at køre hurtigere, derefter langsommere, alt imens det sendte "alt vel"-signaler tilbage til operatørerne i kontrollokalet. Centrifugerne rev sig selv i stykker, og iranerne anede ikke hvorfor. Det var åbningsskuddet i en ny form for krigsførelse, og vi ser dets blodige efterfølger udfolde sig lige nu.

Mere end kebab: Sjælen i det iranske køkken

Men at definere en nation ud fra dens konflikter er som at definere Irland ud fra Konflikten i Nordirland. Man går glip af poesien, musikken, og for Irans vedkommende går man glip af maden. Iransk madkunst er et sandt fyrværkeri af smag, og den oplever et boom i diaspora-byer som London og Toronto, selvom den stadig er sørgeligt underprioriteret herhjemme.

Glem alt, hvad du tror, du ved om "kebab". Ja, du har din Jujeh kabab (safran-marineret grillet kylling) og din Kabab Koobideh (hakket kød med persille og løg), men den virkelige stjerne er risen. Det er ikke bare et tilbehør. Det er en kunstform. Målet er en perfekt dampet chelow, hvor hvert korn er separat og luftigt, kronet med en gylden, sprød tahdig – den eftertragtede skorpe i bunden af gryden. Tahdig'en, som ofte laves med et tyndt lag brød eller kartoffelskiver, er det stykke, alle slås om.

Og så er der khoresh. Det er de langtidssimrede gryderetter, der udgør hjertet i det persiske køkken. Lad os dykke ned i de vigtigste:

• Tahdig: Den sprøde, gyldne riskorst, der er den ultimative præmie ved ethvert persisk måltid.
• Fesenjan: En rig, syrlig gryderet med kylling eller and i en sauce af valnødder og granatæblemelasse.
• Ghormeh Sabzi: Den ubestridte nationalret – en gryderet med krydderurter og lam og tørrede lime, fyldt med bukkehornsfrø, persille og porrer.

Det er den slags mad, der kræver, at du sætter dig ned, tager dig tid og deler den med folk, du holder af.

Interessant nok, hvis du er ernæringsekspert eller diætist, ved du, at forståelse af disse kulinariske traditioner er afgørende for patientbehandling. Standardlærebogen på området, "Krause's Food & the Nutrition Care Process," har været guldstandarden siden 1952. I sin seneste udgave understreger den kulturelt kompetent pleje – at forstå, at man ikke bare kan give en patient med baggrund i iranske folk en standard-kostplan. Man er nødt til at arbejde inden for deres madkultur og inkorporere de sundhedsmæssige fordele ved urter, bælgfrugter og den afbalancerede tilgang til kød og korn, som det traditionelle persiske køkken tilbyder.

Udsigten fra taget: En historie om identitet

Alt dette – maden, historien, krigen – det siver alt sammen ned til den enkelte. Og der er ingen bedre guide til den moderne iransk-amerikanske oplevelse end Adib Khorrams ungdomsroman, "Darius den Store har det ikke godt." Det er den slags bog, der burde være obligatorisk læsning, især nu.

Darius er en teenager fra Portland, der ikke passer ind. Han er halvt perser, men kalder sig selv en "brøkdel-perser" – han taler ikke sproget, han kan mere klingon end farsi, og han føler, han er en skuffelse for sin far. Da hans bedstefar (hans "Babou") bliver dødeligt syg i Iran, rejser familien til Yazd for at møde ham for første gang.

Bogen handler ikke om politik. Den handler om, hvad der sker, da Darius ankommer. Den overvældende varme fra hans bedstemor (Mamou), smagen af ægte faludeh (en frossen dessert), og det venskab, han indleder med en lokal dreng, Sohrab, på et tag med udsigt over byen. Det handler om det øjeblik, han indser, at dette sted, denne kultur, han har været afskåret fra, også er hans. Han har det ikke bare "ikke godt." Han er Darioush. Og det betyder noget.

Det er en stærk påmindelse om, at bag hver geopolitiske statistik er der en familie, der sidder til et måltid, en knægt, der prøver at finde ud af, hvem han er, og en historie, der ikke udslettes af luftangreb. Navnet "Iran" kommer selv fra "Arier", og identiteten hos de iranske folk er blevet formet gennem årtusinder, fra de gamle persiske imperier over den islamiske erobring og ind i den moderne tidsalder. Den identitet, den selvforståelse, er meget sværere at ramme end en militærinstallation.

Mens situationen i Hormuz-strædet udfolder sig, og diplomaterne forsøger at finde en løsning, så tænk lige over det. Over maden, historierne og de mennesker, der som altid er fanget i midten. Det er også deres historie.