Irans præsident undskylder til nabolande i Golfen – men siger til USA: "Begrav jeres drøm om overgivelse"

I en dramatisk udvikling, der får hele regionen til at holde vejret, har Irans præsident gjort noget, man ikke ser hver dag midt i en regulær international krise: han undskyldte. Masoud Pezeshkian kom i en forudindspillet tale, der blev sendt på statstv i morges, med en direkte og personlig undskyldning til Irans naboer for de missil- og droneangreb, der har rystet Golfen den seneste uge.

Men før nogen begynder at tro, at Teheran vifter med det hvide flag, skyndte Pezeshkian sig at mane den slags tanker i jorden. Med henvisning til kravene fra Washington om en "betingelsesløs overgivelse," svarede han igen med en sætning, der vil blive citeret et stykke tid. Han kaldte det en "drøm, de skal tage med sig i graven". Det er den form for trods, vi er blevet vant til, men undskyldnings-delen? Det er nyt. Og det siger noget om, hvor varm en ild, Iran forsøger at bakke væk fra.

Markant kursændring i Teheran

Det fascinerende her er konteksten. Så sent som i går vågnede UAE, Bahrain og Saudi-Arabien op til lyden af luftværnssirener, mens iranske projektiler lyste himlen op. Vi så kaos i Dubai International Airport – verdens travleste for international rejstrafik – hvor passagerer blev drevet ned i togtunneller efter en række eksplosioner. Flyvninger blev indstillet og derefter genoptaget, hvilket efterlod tusindvis i totalt kaos. Så for at Pezeshkian i dag kan stå frem og sige: "Jeg bør på egne vegne undskylde over for nabolandene, der blev angrebet af Iran," er jordskælvende.

Han gav en kommunikationsbrist skylden, et "tab af kommandokæde" efter det ødelæggende angreb, der dræbte den øverste leder Ayatollah Ali Khamenei den 28. februar. Den begivenhed smed uden tvivl en kæp i hjulet. Ifølge Pezeshkian har det midlertidige ledelsesråd nu sat foden ned: ingen flere angreb på naboerne, medmindre et angreb på Iran udgår fra deres jord. Det er en betinget våbenhvile med den arabiske verden, et forsøg på at forhindre konflikten i at gøre hver eneste Golf-stat til et legitimt mål.

Set fra Washington og Golfen

På den anden side af Atlanten var Donald Trump ikke overbevist om, at undskyldningen var et nedtrappende skridt. I sin typiske stil brugte han sit sociale medie Truth Social til at erklære, at Iran kun har "overgivet sig til sine naboer i Mellemøsten" på grund af de "nådesløse amerikanske og israelske angreb". Han lovede derefter, at Iran "vil blive ramt meget hårdt" i dag, og truede med at angribe områder, der tidligere var uden for grænserne. USA har allerede godkendt et nyt våbensalg til Israel på 151 millioner dollars, og embedsmænd advarer om, at den "største bombekampagne" i denne konflikt stadig er på vej.

For de arabiske Golf-stater sætter dette dem i en umulig situation. De er fanget i krydsilden. Saudi-Arabien har for eksempel haft travlt med at skybe droner ned på vej mod deres Shaybah-oliefelt og opsnappe missiler rettet mod Prince Sultan Air Base, som huser amerikanske styrker. Du kan vædde på, at der har været nogle vrede telefonopkald mellem Riyadh og Teheran. Irans præsidents undskyldning kan være et første skridt, men som en regional analytiker udtrykte det, skaden er sket. Teheran beskyldes for at forsøge at trække araberne ind i en krig, der ikke er deres.

Vigtigste udvikling det seneste døgn:

• Iransk kursændring: Præsident Pezeshkian annoncerer stop for angreb på Golf-stater, medmindre de provokeres, og henviser til intern kommunikationsbrist.
• Amerikansk svar: Præsident Trump afviser gestussen, lover intensiverede angreb og godkender flere våben til Israel.
• Regional påvirkning: Dubai International Airport indstiller midlertidigt driften efter eksplosioner i nærheden; Saudi-Arabiens luftværn opsnapper adskillige mål.
• Diplomatisk pres: Den Arabiske Liga indkalder til hastemøde for at formulere et samlet svar på den iranske aggression.
• Situationen på jorden: Hårde kampe fortsætter i Libanon mellem Hizbollah og israelske styrker med betydelige tabstal.

Hvad ligger der bag?

Så hvad foregår der egentlig her? Man må være naiv for at tro, at det her bare er Pezeshkian, der er flink. Det er strategisk. Ved at undskylde og trække en ny rød linje – "angrib os ikke fra jeres land, så lader vi jer være i fred" – forsøger Iran at skille de arabiske stater fra USA-Israel-aksen. Præsidentvalget i Iran i 2024 bragte Pezeshkian til magten på en form for platform, men han blev altid set som en relativ moderate. Nu, hvor han opererer inden for et tremands interimråd efter Khameneis attentat, forsøger han at hævde civil kontrol over et militært maskineri – Revolutionsgarden – som ikke altid svarer til ham.

I mellemtiden stiger dødstallet. Mindst 1.230 mennesker i Iran, over 200 i Libanon og et dusin i Israel er blevet dræbt, ifølge embedsmænd. Seks amerikanske soldater er også døde. Og de økonomiske chokbølger mærkes globalt, med oliepriser, der kryber over 90 dollars pr. tønde.

I stil med et Eksklusivt interview med Irans præsident Hassan Rouhani, er det her ikke dét. Men hvis du vil forstå kaosset, skal man kigge på bøgerne på hylderne i Washington D.C. lige nu. I tider som disse støver strateger spændingsromaner som Capture Or Kill: A Mitch Rapp Novel af Don Bentley eller Vince Flynns Protect and Defend af, ikke fordi det er fiktion, men fordi grænserne mellem politisk thriller og virkelighed er blevet fuldstændig udvisket. Navnene ændrer sig – Rapp, Mitch; Pezeshkian, Masoud – men det højspændte kispus føles uhyggeligt genkendeligt.

For folk som Naghmeh Abedini Panahi, en aktivist, hvis familie er blevet direkte ramt af regimets interne undertrykkelse, er denne eksterne krig bare endnu en front i en langvarig kamp. Regimet beskylder Vesten for at udnytte økonomiske problemer til at anstifte protester, med dødstal fra nylige civile uroligheder anslået i tusindvis. Nu har det interne pres fået et skræmmende eksternt spejl.

Som solen går ned endnu en dag i Mellemøsten, er én ting klar: Pezeshkians undskyldning har åbnet en lille dør for diplomati, men med Trump, der lover at slå hårdere, og Israel, der holder sine kampfly i luften, kan den dør blive sprængt i stykker, før nogen når at banke på.