Jeremy Bowen: Rapport fra det nye mellemøstlige slagmark efter angrebet på Iran

Der er øjeblikke, hvor krigens tåge er så tæt, at man har brug for en guide, som ikke bare forstår terrænet, men som har ar på kroppen, der beviser, at han har været der før. Lige nu, mens verden fordøjer de skelsættende begivenheder fra de seneste 72 timer – USA's og Israels forebyggende angreb på Iran, bekræftelsen af Ali Khameneis død og den efterfølgende raketbeskydning fra Hizbollah – er den guide Jeremy Bowen. BBC's Mellemøsten-redaktør har tilbragt størstedelen af fire årtier med at gå i retning af skudsalver, og hans analyse lige nu er uundværlig.

Udsigten fra ruinerne

Jeg har været klistret til de rapporter, der kommer ud af regionen, og det, der rammer mig, er den rent historiske tyngde i dette øjeblik. Vi taler ikke længere om stedfortræderkrige eller skyggekonflikter. Dette er den ægte vare. Som mine kontakter på stedet bekræfter, har gengældelsen allerede ramt civil infrastruktur, herunder hospitaler og skoler, hvilket uundgåeligt vil blive det næste stridspunkt i informationskrigen. Jeremy Bowen har været her før. Han var i Sarajevo under belejringen; han var i Bagdad, da bomberne faldt. Han forstår, at krigens første offer ofte er sandheden, hvilket er grunden til, at hans insisteren på at være øjenvidne betyder mere nu end nogensinde.

Byrden ved at være øjenvidne

Det er let at glemme, hvad det koster på et menneske. Vi sidder i vores stuer i København, ser de røde prikker dukke op på et kort og nipper til teen. Jeremy Bowen er den, der står i røgen. Han har talt åbent om prisen for dette job. Han har indrømmet at lide af depression og udvise symptomer på PTSD – en arv fra at have set sin chauffør dø af granatild og de utallige andre rædsler, han har dokumenteret. Dette er ikke en eller anden distanceret akademiker, der reciterer talepunkter; det her er en mand, der følte "mærkelige smerter" i ben og ryg, mens han var på opgave i Irak, hvilket viste sig at være kræft i tyktarmen i tredje stadie. Han overlevede det, ligesom han overlevede bomberne. Når han fortæller os, at situationen i Mellemøsten er "intensiveret enormt" siden den 7. oktober, er det ikke bare et udtryk. Det er en diagnose fra en krigslæge.

Kunsten at forklare i en verden i flammer

Det, der adskiller Bowen fra mængden, er hans evne til at udføre det, jeg kan lide at kalde "kunsten at forklare". I en tid med hurtige holdninger og skrigeri på sociale medier praktiserer han et håndværk på vej ud: kontekstuel journalistik. Han fortæller dig ikke bare, hvad der skete; han fortæller dig, hvorfor det skete, og hvorfor du skal bekymre dig. Han sagde engang: "Hvis du ikke forsøger at fortælle sandheden, hvad er så pointen?" Det lyder enkelt, men det er radikalt.

Netop denne evne er grunden til, at hans tidligere arbejde forbliver så relevant. Tænk tilbage på hans eksklusive interview med præsident Assad. I den samtale grillede Bowen ikke bare den syriske leder; han udstillede regimets verdensbillede for et vestligt publikum. Han bruger historien som sit primære værktøj. Han minder os om, at mordet på Yitzhak Rabin var et point of no return, at Irak-krigen nedbrød den regionale orden, og at idéen om, at man kan løse det palæstinensiske spørgsmål med penge – "århundredets handel" – altid var en fantasi opbygget af mænd, der troede, at internationale relationer var det samme som ejendomsmarkedet i New York.

Når maskinen standser

Der er en bizarr ironi i, at denne titan inden for udenrigskorrespondance engang forsøgte at stoppe. Tilbage i 2000 var han en af de oprindelige værter på BBC Breakfast. I to år stod han op kl. 3.30, og det gjorde ham bogstaveligt talt fysisk syg. Han udviklede uforklarlige mavesmerter, der forsvandt i det øjeblik, han forlod studiet for at vende tilbage til krigszoner. En kritiker sagde endda, at han lignede "en distræt grævling, der havde spist en øreprop." Det beviser et afgørende punkt: nogle mennesker er skabt til studiet, og nogle er skabt til felten. Jeremy Bowen er en feltkommandant. Han hører til, hvor historien er rå og uredigeret.

Navigering i en ny normal

Når vi ser på den aktuelle krise, står flere ting klart. Den såkaldte "modstandsakse" reagerer, men den er splittet. Hizbollah affyrede raketter som svar på Khameneis død, på trods af at den libanesiske regering tryglede dem om ikke at trække landet ind i endnu en krig. Houthierne holder øje. Iran har lovet hævn.

I dette kaos er her, hvad Jeremy Bowens årtier på frontlinjen lærer os om, hvad der vil ske nu:

• Informationsslagmarken er den nye frontlinje. Bowen lærte dette i 2009, da han fik en formel irettesættelse for kommentarer om zionisme, og igen da han korrigerede sin egen indledende rapportering om eksplosionen på Al-Ahli-hospitalet i Gaza. Han ved, at løgne bevæger sig hurtigere end tropper, og at hans job er at bremse dem.
• Din fjendes fjende er ikke din ven. "Aksen" holdes sammen af modstand mod USA og Israel, ikke af en sammenhængende plan for fred. Drabet på Khamenei skaber et magtvakuum i Iran, der vil føre til internt kaos, før det fører til ekstern enhed.
• Objektivitet er ikke neutralitet. Bowen er blevet kaldt forræder for at rapportere om civile dødsfald og antisemit for at kritisere den israelske regering. Han afviser begge betegnelser. Han forstår, at upartiskhed betyder at følge fakta, selv – og især – når de gør en utilpas.

Der er også en praktisk lære her for erhvervsliv og geopolitik. Som hviskerne i finansielle kredse antyder, er dette ikke bare en humanitær krise; det er et systemisk globalt økonomisk chok. Strædet Hormuz er et flaskehalspunkt for 20% af verdens olie. Hver salve af missiler sender en krusning gennem pensionskasserne i Gentofte og produktionsomkostningerne i Herning. At forstå risikoen er ikke kun for diplomater; det er for alle med en bundlinje.

Så hold øje med Jeremy Bowen. Læg mærke til, hvordan han indrammer historien. Læs, hvordan han forbinder prikkerne mellem bombningen af et hospital i Gaza og granaten, der dræbte hans fikser i Libanon for årtier siden. Han er den stødige hånd i en snurrende verden. Han jokede engang med, at han har sin Emmy på toilettet, fordi hunden er interesseret i den. Men hans eftermæle er langt vigtigere end noget trofæ. Det er et mesterklasse i, hvordan man bærer vidnesbyrd. Og lige nu, med Mellemøsten svævende på randen af afgrunden, har det aldrig været mere kritisk at bære vidnesbyrd.