Hilde Henriksen Waage udfordrer Norges selvopfattelse som fredsnation – og Støre må stå til regnskab

I årtier har vi hygget os med fortællingen om Norge som en slags fredens supermagt. Fra Gaza til Guatemala, via Sri Lanka og Colombia – nordmænd har været overalt, med kasketten i hånden og pengepungen fuld af oliekroner. Men bag facaden af gode intentioner har historikeren Hilde Henriksen Waage i over tyve år gravet materiale frem, som får denne selvforståelse til at slå revner. Nu er debatten eksploderet for alvor, og statsministeren må i defensiven.

En forsker der ikke lader sig købe

Waage, som er seniorforsker ved Institutt for forsvarsstudier og professor ved Universitetet i Oslo, har specialiseret sig i arkiver som andre ikke gider at åbne. Hun har været inde i de inderste cirkler af norsk diplomati, og det hun finder, passer dårligt med glansbilledet. I sin forskning i Norges engagement i Mellemøsten afdækker hun et mønster, hvor norske aktører ofte har været mere optaget af alliancer med USA og Israel end af at presse på for en retfærdig tostatsløsning. Det er en ubehagelig påstand, men hun har dokumentationen i orden.

Det der gør Hilde Henriksen Waage så speciel, er at hun ikke nøjes med at pille ved små detaljer. Hun udfordrer selve grundmuren i norsk udenrigspolitik: idéen om at vi er et "neutralt" og "moralsk" fyrtårn. Når hun taler om Oslo-aftalen, minder hun os om, at den i høj grad blev til i stilhed, uden folkelig forankring, og at den palæstinensiske part blev presset til at acceptere vilkår, de egentlig ikke kunne leve med. Dette er ikke de historiebøger, vi voksede op med.

Reaktionerne lader ikke vente på sig

I kølvandet på nye interviews og foredrag har Hilde Henriksen Waage sat gang i den politiske debat. Flere af hendes kritikpunkter peger direkte mod den siddende regering. I en frisk samtale med centrale politiske kilder bliver det klart, at Jonas Gahr Støre bliver bedt om at give et bedre svar. Hvad vidste han? Hvad burde han have vidst? Støre, som selv har været udenrigsminister og statssekretær, er en del af det samme establishment, som Waage nu sætter spørgsmålstegn ved. Hun har gennemgået dokumenter fra perioden og påstår, at forklaringerne fra norske myndigheder simpelthen ikke hænger sammen. Flere kilder omtaler det som "direkte løgne" – et stærkt ord i norsk politisk debat.

Dette er ikke længere en akademisk diskussion på Blindern. Dette er blevet en hed kartoffel i Stortingets korridorer. Når en af landets førende eksperter i fredsdiplomati siger, at vi har ført folk bag lyset, må politikerne træde til. Støre har indtil videre været tilbageholdende, men presset øges.

Hvad er det egentlig Waage siger?

For at forstå alvoren kan vi fremhæve nogle af kerneelementerne i Hilde Henriksen Waages forskning og kritik:

• Myten om neutraliteten: Norge har aldrig været en neutral aktør i konflikter, men har altid haft egne interesser – ofte knyttet til NATO-alliancen og handel.
• Skjulte dagsordener: Gennemgangen af arkiver viser, at norske diplomater til tider har tilbageholdt information fra parterne i en konflikt, hvilket underminerer tilliden til mæglerrollen.
• Mangel på selvkritik: Det officielle Norge har nægtet at gøre op med fejlslagne strategier, især i Mellemøsten. I stedet fejrer vi os selv som fredsnationen par excellence.
• Magtens tale: Waage påpeger, at det ofte er de stærke parter, der får gennemslag i norsk diplomati, mens de svage bliver efterladt med løfter, der aldrig indfries.

Disse punkter er sprængfarlige. For hvis Waage har ret, er Norges rolle i verden ikke blot et spørgsmål om god vilje, men også om magtpolitik og tilpasning. Og det er netop derfor, hun bliver så farlig for magthaverne.

En nødvendig vækker

Uanset om du er enig med hende eller ej, tvinger Hilde Henriksen Waage os til at se indad. Hvad er egentlig norsk udenrigspolitik? Er vi de altruistiske hjælpere, vi gerne vil tro, eller blot en lille stat, der tilpasser sig de store kræfter? Denne uge har debatten bølget frem og tilbage, og den vil helt sikkert fortsætte. Én ting er sikkert: Forskeren fra Universitetet i Oslo har formået at pille ved noget, der sidder dybt i den norske folkesjæl. Og når først stingene begynder at løsne sig, er det svært at sy det sammen igen.

Nu mangler vi bare at se, om Støre og co. formår at give de svar, som Waage og offentligheden kræver. For historien har en tendens til at indhente os – og lige nu er det historikeren, der ringer på døren.