Balmaseda gør klar til den store aften: tårer, følelser og hjertet af en by, der lever sig ind i den levende passionsforestilling
Hvis der er ét sted, hvor påsken leves med en intensitet, der går lige i sjælen, så er det Balmaseda. Jeg har tilbragt årtier med at udforske hver en krog af Bizkaia, og hvert år, når datoen nærmer sig, ved jeg, at stemningen i byen forandrer sig. Det er ikke kun larmen fra forberedelserne, det er en indestængt følelse, der hænger i luften, som et løfte der er ved at blive indfriet. Og i 2026 har det løfte et navn: Aitor Sollano.
Torsdag til generalprøven fik jeg set ham. Årets Jesus i denne passionsforestilling kunne ikke holde tårerne tilbage. Og her taler vi ikke om en skuespiller, der forbereder sig på en rolle, men om en, som denne figur, efter eget udsagn i fortrolighed, "rammer én og forandrer én som menneske." Sollano spiller ikke en rolle, han lever passionsfortællingen, og den ægthed smitter. Når man ser ham gå gennem de brostensbelagte gader, fra San Severino-pladsen til Golgata, forstår man, at dette for Balmaseda ikke er en forestilling, det er en kollektiv trosbekendelse.
Over to århundreders historie og en følelse, der ikke ældes
Nogle kalder den den ældste passionsforestilling i Baskerlandet, og det med rette. Men vi, der er vokset op med den, ved, at rekorden ikke er det vigtigste. Det vigtigste er, hvordan byens beboere hvert år lægger en ære i at få resten af verden til at forstå, hvad det hele handler om. Det handler ikke kun om korsvejen. Det er måneders arbejde, dedikationen fra hundredvis af statister, omhyggeligheden helt ned til mindste detalje på kostumerne, lyssætningen der forvandler den historiske bydel til et Jerusalem fra det første århundrede.
I disse dage kan man gå en tur ad hovedgaden og mærke en helt særlig stemning. Folk på altanerne gør de sidste pyntegenstande i stand, børn spørger ind til de romerske soldater, og barerne gør klar med pintxos til den strøm af besøgende, der som hvert år vil fylde byen. Vi taler om tusindvis af mennesker. Sociedad Deportiva Balmaseda Fútbol Club, for eksempel, deltager altid i festlighederne, men i disse dage flytter opmærksomheden sig til byens hjerte, dens gader, dens mennesker.
Det skal du vide for ikke at gå glip af en eneste detalje
Hvis du har lyst til at komme – og jeg ved, at mange af jer gør det hvert år – så giver jeg dig her nogle gode råd, så oplevelsen bliver hel. Det her er ikke en almindelig turistudflugt, det er at fordybe sig i en bys sjæl.
- Højdepunktet: Selve passionsforestillingen med korsfæstelsen er det centrale punkt. Det anbefales at komme i god tid for at få en god plads, især i områderne omkring San Roque og Golgata.
- Mere end et skuespil: Aitor Sollano er ikke den eneste. Bag ham står en gruppe på over 400 personer, alle frivillige, der med deres stille arbejde gør dette årlige mirakel muligt.
- Vejret er ingen undskyldning: Jeg har hørt flere spørge til den berømte "Balmaceda" fra vejrudsigterne, men jeg kan forsikre jer om, at når følelserne er så stærke, kan selv en regndråbe ikke dæmpe stemningen. Passionsforestillingen finder sted, hvad enten det regner eller tordner.
I aftes, da de sidste forberedelser blev gjort færdige, mødte jeg flere fra organisationen. Trætheden var tydelig, men også tilfredsheden. "Jesús de Balmaseda", som han kærligt kaldes, ved, at han igen må kæmpe med tårerne. Og vi, der vil være der, ved, at vi gør det samme. For i sidste ende er den levende passionsforestilling ikke bare en tradition; det er hjerteslaget fra en by, og i år er det Aitor Sollano, der vil minde os om det med hvert et udtryk, hvert et skridt, hver en tåre. Gå ikke glip af det.