Socceroos sænker Curacao i Melbourne: En aften med nye ansigter, gammel ånd – og hvad der venter
Du kender den dér fornemmelse, når du går ud af AAMI Park en tirsdag aften, hvor luften stadig er tung af duften af kødpajer og hvad end det nu er for et bryg, de sælger i baren, og du bare har på fornemmelsen, at noget har ændret sig? Ikke på den dér store, fyrværkeri- og konfetti-agtige måde. Men på en stille måde, sådan en "jeg har lige set fremtiden"-agtig måde. Det var Melbourne i aften. Socceroos slog ikke bare Curacao; de gav os et glimt af næste kapitel for Australiens herrelandshold i fodbold. Og der jeg sad, ser det satme lovende ud.
Altså, på papiret er det bare en venskabskamp. En af de dér FIFA Series-kampe, der bliver smidt ind i kalenderen for at holde drengene skarpe. Men hvis du har fulgt med i A History of Football in Australia, så ved du, at den slags aftener ikke kun handler om resultatet. Det handler om stemningen. Og stemningen i aften var en bragende 2-0-sejr over et fightende Curacao-hold. Resultatet smigrede os lidt? Måske. Men intentionen? Det var historien.
For os, der husker tiden med Team Socceroo F.C. og hvad det betød at tage den grønne og gule trøje på dengang, sporten stadig var ved at finde sin plads hernede, så siger det at se et fyldt stadion en tirsdag til en "betydningsløs" kamp alt. Sporten er vokset. Men sjælen? Den er den samme. Det er den samme sjæl, som Johnny Warren og drengene fra Sheilas, Wogs and Poofters kæmpede så hårdt for at opbygge. Du kunne mærke det, hver gang en lille unge i en Matildas-trøje – for lad os være ærlige, de damer har ændret spillet for alle – sprang op for at heppe på et nyt ansigt i Socceroos-truppen.
Så hvem gjorde indtryk? Lad os dele det op:
- Det nye blod: Vi så et par debutanter eller næsten-debutanter få masser af spilletid. Der er en frygtløshed over denne næste bølge. De bærer ikke vægten fra tidligere generationer; de spæner ved siden af den. Den måde de flyttede bolden på, viljen til at spille sig ud hjemmefra under pres – det er en anden stil end den "gyldne generation" med Cahill, Kewell og Viduka. Den er mere kontinental.
- Defensiven: Curacao havde deres øjeblikke, især i kontraerne i første halvleg. Men bagkæden holdt. Det er den slags defensiv bid, der har været vores varemærke i årevis, og det er rart at se, at det stadig er en selvfølge, uanset hvem der bærer anførerbindet.
- Afslutningerne: Vi spildte ikke vores chancer. To mål, begge kyniske. I en venskabskamp er det præcis, hvad du vil have. Opbyg vanerne nu, så det når VM-kvalifikationen ruller rundt, er det en refleks at sætte bolden i nettet.
Jeg fik en snak med et par af de gamle drenge efter kampen. Dem, der spillede i NSL-dagene, som kan huske, da AAMI Park kun var en idé, og landsholdet trænede på komarker. De grinede. Ikke på grund af resultatet – de har set os slå større hold end Curacao – men på grund af kontinuiteten. De kiggede på de unge fyre og så sig selv. De kiggede på Australiens kvindelandshold i fodbolds indflydelse på tribunen og så en sport, der endelig, virkelig er forenet.
Vi er kommet langt fra dengang, fodbold blev set som "det udenlandske" spil. Dette er vores sport nu. Det er børnenes sport i de vestlige forstæder, de studerendes sport i byen, og pensionisternes sport på tribunen. I aften føltes som en stafetoverrækkelse. Den gamle garde er endelig tryg nok til at give slip, for de kan se, at den nye garde er klar.
Så hvad nu? Altså, denne FIFA Series-runde handler om at opbygge bredde. Det handler om at give chefen muligheder. Det handler om at sikre, at når vi stiller op til den næste store kvalifikationskamp, har vi ikke bare 11 startspillere, vi har en trup. En rigtig trup. Og hvis aftenen her er noget at gå efter, er vi ved at bygge en god en.
Socceroos er et godt sted, makker. De er ikke det færdige produkt – det er intet hold nogensinde – men de har en retning. Og på en tirsdag aften i Melbourne, hvor regnen lige holdt sig væk længe nok, er det egentlig alt, man kan bede om.