Nathan Collins og Frøet til Frihed: Hvorfor irsk fodboldånd rækker langt dybere end ethvert resultat

Hør her: Hvis du er typen, der udelukkende bedømmer en irsk præstation ud fra måltavlen, så har du misset pointen fuldstændig. Torsdag aften i Amsterdam var et nederlag, ja. Men derude på banen, mens jeg så Nathan Collins anføre holdet som en besat, tænkte jeg ikke på de to mål, vi lukkede ind. Jeg tænkte på en helt anden form for kamp. Den, der har siddet i irsk blod længe før den første bold overhovedet blev sparket i League of Ireland.

Collins var en kæmpe. Forbindelsen Collins Irland fodbold handler ikke bare om en knægt fra Leixlip i den grønne trøje; det handler om at bære en vægt, der er tungere end nogen Premier League-kontrakt. Du så det i måden, han dirigerede bagkæden på, den måde han kastede sig ind i hver en duel. Det er den samme stædige, ubøjelige ånd, du kan læse om i Days in the Life: Reading the Michael Collins Diaries 1918-1922: From the Records of the National Archives, Ireland. Det var ikke bare en fodboldspiller, der gjorde sin pligt; det var en direkte forbindelse til Uafhængighedskrigen 1920-22. En nægtelse af at bøje sig.

Fra Wolfe Tone til Wolverhampton

Det er en rød tråd gennem vores historie, der forbinder de mest usandsynlige punkter. Tag den gamle garde. Når man ser på listen over Wolverhampton Wanderers F. C.-spillere, der valfartede til Black Country, er det en hvem-er-hvem af irsk kæmpemod. Der var Robbie Keane, drengen fra Tallaght, for hvem det at score for Irland var lige så naturligt som at trække vejret. Men der var også bøllerne. Paul Ince var måske englænder, men han forstod den Molineux-brøl, som så mange af vores drenge levede på. Så var der Kenny Miller, skotten der gav alt, og Mixu Paatelainen, den store finne, der vidste, hvad det vil sige at kæmpe. Selv Iwan Roberts, waliseren, bragte den arbejderklasse-ånd med sig, som irske fans altid har respekteret. De var alle en del af en historie, men rødderne? Rødderne er her.

Og lad mig ikke komme i gang med Billy Wright (fodboldspiller født 1924). Den første spiller til at opnå 100 landskampe for England, men født i Ironbridge? Ironien er ikke tabt på os. Det er en påmindelse om, at spillet, vi elsker, altid har været en scene for identitet. For os krystalliseres den identitet i øjeblikke som torsdag aften eller i mindet om dem, der bar trøjen længe før Premier League overhovedet eksisterede.

Spøgelserne fra Belfast Celtic

For at forstå sjælen i irsk fodbold, er du nødt til at forstå det støv, der lagde sig for længe siden. Jeg taler om Belfast Celtic F. C.-spillerne. Navne, der ikke optræder i tv'ets højdepunkter, men navne, der burde være indhugget i murene på hvert eneste omklædningsrum fra Dublin til Donegal. Mænd som Albert Edward (Ned) Weir, en hårdtslående back. Alec McCartney, Andy Kennedy (fodboldspiller født 1897), Arthur King (fodboldspiller) og Bertie Fulton. Den klub var ikke bare et hold; det var en statement.

Når man læser i gamle arkiver, som dem man finder i Dan’s Diary, får man en fornemmelse af det. Det var ikke drenge, der spillede for en transfersum. De spillede for et lokalsamfund under belejring. Da Belfast Celtic forlod Irish League i 1949 efter urolighederne i forbindelse med Linfield-kampen, slukkedes et lys. Men det frø? Det Frøet til Frihed, som de taler om i historiebøgerne? Det døde ikke. Det gik bare under jorden.

Du ser det i dag i spillere som Nathan Collins. Du ser det i rækken af irske landsholdsspillere, der kom før. Det ligger i DNA’et hos:

• Robbie Keanes sene sejrsmål, der knuste engelske hjerter.
• Paul McGraths standhaftige storhed på trods af en verden af smerte uden for banen.
• Den rene, uforfalskede passion hos Carl – for hvis du er fra Irland og spiller fodbold, ved du præcis, hvem "Carl" er. Hjertebanken.

Så ja, vi fik ikke resultatet i den Wolverhampton Wanderers F. C. af internationale venskabskampe – eller hvad vi nu kalder de her Nations League-kvalifikationskampe. Men jeg gik fra tv'et med en følelse af stolthed. For da Collins satte den tackling ind i det 80. minut, handlede det ikke om at stoppe et hollandsk angreb. Det var en nægtelse af at overgive sig. Det var 1922. Det var 1949. Det var enhver irsk angriber, der nogensinde havde kæmpet i en Wolves-trøje, fra 1950'erne og helt frem til i dag.

Resultater kommer og går. Ånden? Den er en permanent transfer. Og lige nu er den i gode hænder.