Barry Hawkins vej til sejr ved Welsh Open 2026 i snooker – den femte ranglistetitel og hvad vi fik ud af det
Llandudnos Venue Cymru var søndag aften fyldt med stemning, da Welsh Open 2026 nåede sin afslutning. Der var ikke en eneste tom plads på tilskuerpladserne, og grunden var klar: finalen bød på to vidt forskellige historier. Den ene var en allerede meriteret rutineret spiller, den anden et evigt talent, der netop havde revet sig løs fra lænkerne af store forventninger.
Til sidst var det Barry Hawkins, der løftede trofæet, efter at have besejret Jack Lisowski med 9–6. Dette var Hawkins' femte ranglisteturneringssejr i karrieren, og bestemt ikke den nemmeste. The Hawk har altid været en spiller, der på sin bedste dag kan udfordre hvem som helst, men hans navn nævnes sjældent i samme sætning som dominans. Måske er det netop hans trumf: en diskret sikkerhed, der langsomt nedbryder modstanderens selvtillid bid for bid. I finalen strålede Hawkins ikke; han udførte blot sit arbejde – og det var nok.
Lisowskis karriere er som en ufærdig selvbiografi
Hvis finalen var blevet afgjort på imponerende spil, ville Jack Lisowski have taget pokalen med hjem allerede lørdag. Men snooker er ikke kunsterisk skøjteløb. Lisowskis vej til finalen var som taget ud af en gyser: I semifinalen var han igen ved at blive underdog mod John Higgins, men rejste sig på utrolig vis og overhalede ham. Skotten førte allerede 5–2, men Lisowski slog til som en gammel ræv – eller i dette tilfælde en ung ræv, der endelig er ved at lære jagtens hemmeligheder. Slutresultatet 6–5 fortæller ikke hele sandheden om kampens niveau.
Lisowskis rejse har været som hovedpersonen i bogen Running: The Autobiography: fyldt med hurtige sprint, men også snublen på de sidste meter. Hvis nogen fortjente at bryde ud af talentfælden, var det Jack. I finalen fik han dog ikke greb om Hawkins, selvom han af og til blinkede med de slag, der har givet ham ry for at være den bedste entertainer i tv-snooker.
- Hawkins' vej til sejr: Efter kvalifikationen, overbevisende sejre over Zhou Yuelong og Mark Williams.
- Lisowskis utrolige comeback: I kvartfinalen blev Mark Allen slået, i semifinalen kom han bagfra mod Higgins.
- Home Nations Series-bonus: Lisowski ville have indkasseret bonus med en sejr, men må nøjes med sølv og en pæn ranglistepræmie.
Hvor er tidens finner?
Selvom der ikke var nogen finske spillere at se i Llandudno i år, samlede Live: Welsh Open Snooker-udsendelserne tusindvis af seere også i Finland. Snooker lever hos os stærkt på amatørbasis, og publikum sætter pris på taktisk kunnen. Måske kunne en finsk virksomhed overveje, om der er potentiale i en lille nordisk eksponering – turneringerne følges nøje ud over De Britiske Øer også i resten af Europa, og et logo der blinker på tv-skærmen, kan gøre underværker for brandgenkendelse.
Det er for øvrigt interessant at sammenligne dette års turnering med Welsh Open 2023. Dengang gik mesterskabet til Robert Milkins, der ligesom Hawkins var en erfaren herre. Nu, to år senere, er toppen mere jævn end nogensinde: hvem som helst blandt de 16 bedste kan på en god uge tage trofæet. Det gør sporten til et mareridt for oddssættere, men en guldgrube for os seere.
Til sidst er man nødt til at tage hatten af for Barry Hawkins. Han er som den kollega, der aldrig larmer, men på hvis skrivebord projekterne altid bliver færdige til tiden. Den femte ranglistetitel er en velfortjent belønning til en mand, der har holdt sig stille og roligt i toppen. Og Jack Lisowski? Hans historie er endnu ikke færdig – måske skrives næste kapitel allerede ved forårets VM.