Hjem > Politik > Artikel

Lamyae Aharouay: 'At handle med yderste højrefløj er ikke længere et problem' – og derfor stopper hun nu

Politik ✍️ Bas van Leeuwen 🕒 2026-03-30 07:26 🔥 Visninger: 2
Illustratie bij afscheidsstuk Lamyae Aharouay

Det er nærmest blevet en sport i Haag de seneste år: at normalisere det unormaliserbare. Vi så det alle sammen, nogle med en følelse af afmagt, andre med et skuldertræk og en kommentar om, at "sådan fungerer politik nu engang". Men nu lægger Lamyae Aharouay endegyldigt pennen fra sig, og det er, som om nogen har åbnet et vindue i mødelokalet. I sin afskedsklumme gør hun, hvad hun altid har været bedst til: med sin skarpe blik blotlægge sagens kerne. Og hvad er så kernen? Den er mere dyster, end vi ofte vil indrømme.

"At handle med yderste højrefløj er ikke længere et problem." Den ene sætning fra hendes sidste bidrag hænger ved. Det er ikke en konklusion, hun drager efter en teoretisk analyse på sit kontor; det er iagttagelsen fra en, der i årevis har haft næsten lige oppe på Binnenhof. Det, der engang var en uskreven regel – en dæmning mod partier, der undergraver demokratiets spilleregler – er skyllet væk. Ikke som følge af et pludseligt jordskred, men på grund af konstant erosion. Og Lamyae Aharouay nægter at acceptere det som den nye normal.

Prisen for 'bare at være med'

I korridorerne hviskes der sagte om 'pragmatisme'. Som om at inddrage radikal-højrekræfter for at opnå et flertal bare er et simpelt regnestykke. Men Aharouay prikker hul på den illusion. Hun viser tydeligt, at det ikke handler om pragmatisme, men om et valg. Et valg om at give had og racisme, som man før holdt pænt uden for døren, en fast plads ved forhandlingsbordet. Det er den politiske version af overton-vinduet: Det, der før var utænkeligt, bliver gennem gentagelse og manglende modstand til sidst 'bare en holdning'. Prisen er ikke kun troværdigheden af vores institutioner, men også sikkerheden og følelsen af at høre til for store grupper af mennesker i dette land.

Hendes afsked er derfor mere end en udskiftning af personale. Det er et statement. En person, der med så stor præcision kunne sætte ord på det, der gik galt, stopper. Ikke fordi hun ikke kan klare det længere, men fordi hun nægter at vænne sig til kulden. Gennem de seneste år har hun i sit arbejde konsekvent haft en rolle, man næsten ville glemme i hverdagens travlhed: rollen som den, der stiller de ubehagelige spørgsmål.

  • Hvordan kan en regering, der siger, den står for 'normal opførsel', systematisk samarbejde med partier, der relativiserer retsstaten?
  • Hvorfor bliver retorik, der i årtier var tabu, nu affærdiget som 'en anden holdning'?
  • Og hvad betyder det for demokratiets fremtid, når det moralske kompas erstattes af en lommeregner?

Det er de spørgsmål, Lamyae Aharouay stillede. Og fordi svaret oftere og oftere var ubehageligt eller simpelthen fraværende, valgte hun en anden platform. Ikke for at tie stille, men for at lade sin stemme høre på en anden måde. Det er et tab for Haag-journalistikken, som i forvejen de seneste år har været hårdt ramt af, at skarpe røster forsvinder.

Stilheden efter slaget

Hvad er der tilbage, når støvet har lagt sig? Reaktionerne på hendes afsked er sigende. Hvor nogle politikere affærdigede hendes arbejde som 'bedrevidende', var genkendelsen hos en stor del af offentligheden overvældende. I Folketingets gange, men også på gaden, anerkendes det, at hun var en seismograf. Hun mærkede rystelserne, før resten af landet opdagede, at jorden begyndte at skælve. At hun nu stopper, tvinger os til at tænke: Har vi virkelig mistet grænsen? Og hvis grænsen stadig findes, hvorfor er der så ingen, der bevogter den længere?

For alle, der bare en smule har fulgt Haag-politikken de seneste år, er det tydeligt: Afskeden med Lamyae Aharouay er et vendepunkt. Det er øjeblikket, hvor advarslerne ikke længere står på en seddel, men med store, sorte bogstaver står skrevet på væggen. Om Haag tager denne lære til sig, er det store spørgsmål. Men én ting er sikkert: Hun efterlader et tomrum, som ikke bare lige fyldes ud. Og mens forhandlingsbordene igen fyldes med de samme mennesker, der drev hende til det yderste, hænger spørgsmålet i luften: Hvem tør nu stadig sige, at kejseren ikke har noget tøj på?