John Davidson: Manden bag BAFTA-vinderen 'I Swear', og hvorfor irerne ikke kan holde op med at tale om ham
Hvis du ikke allerede har hørt navnet John Davidson hvisket i baren eller overhørt det i køen til din lokale biograf, har du simpelthen ikke været opmærksom. Manden i centrum af BAFTA-vinder-sensationen I Swear er stille og roligt blevet byens store samtaleemne - fra Dublin til Cork og alle steder derimellem.
Lige efter triumfen ved BAFTA'erne har filmen trukket fulde huse i biografer som Long Ashton, hvor billetter er mere sjældne end en stille aften på The Stag's Head. Og det er ikke kun prisen, der skaber buzz. Det er den rå, ufiltrerede præstation, Davidson leverer - et ansigt, som mange af os først nu kan sætte et navn på.
Manden der ikke er Rockefeller
Lad os få én ting på det rene: John Davidsons karakter i I Swear er så langt fra John D. Rockefeller, som man overhovedet kan komme. Der er ingen olie-formue, intet palæ fra den Gilded Age - bare et mennesk, der kæmper med den slags stille desperation, der føles ubehageligt genkendelig. Davidson spiller ham hverken som en helt eller en skurk; han spiller ham som din nabo, din fætter, ham du nikker til i baren. Og det er netop derfor, han bliver hængende i dig, længe efter rulleteksterne er forbi.
Nogle kalder det hans karrieres bedste præstation. Jeg vil argumentere for, at det var den, han altid var bestemt til at give - en rolle, der passer som et godt, gammelt jakkesæt.
Derfor tror vi ikke, han vinder en Oscar (og hvorfor det er ligegyldigt)
Oscar-snakken er selvfølgelig for alvor i gang. Og sagen er den, at mens Akademiet ofte falder for de store, flamboyante transformationer, kan de stille præstationer - som Davidsons - blive overset. Mit bud er, at Robert Aramayo (der leverer en fantastisk præstation i en birolle) napper en nominering, simpelthen fordi hans rolle har lidt mere af det der klassiske award-bait over sig. Men det er ikke et skulderklap til Davidson. Hvis noget, er det et vidnesbyrd om, hvor sømløst han forsvinder ind i huden på en helt almindelig fyr.
Jeg var på The Long Valley i sidste uge, og en ældre herre ved siden af mig opsummerede det perfekt: "Han minder mig om min kammerat Brian Davidson nede fra vejen - ingen relation, men den samme måde at se på én, som om han bærer hele verdens vægt på sine skuldre." Det er magien. John Davidson får dig til at føle, at du kender ham, at du har delt en øl med Brian Davidson eller en som ham. Og den slags skuespil? Det skriger ikke på opmærksomhed. Det sætter sig bare i knoglerne på dig.
Tre grunde til at du skal se I Swear lige nu
- Det er en sand historie, på en måde: Filmen er baseret på virkelige hændelser, og du vil forlade biografen med en fornemmelse af, at manden på lærredet kunne bo lige om hjørnet. Davidsons portræt får det til at føles mindre som fiktion og mere som en dokumentar om den menneskelige tilstand.
- Den har BAFTA-stemplet: Briterne har talt. Hvis de uddeler priser, er det værd at se, hvad al postyret handler om. Og tro mig, det er ikke bare postyr - det er ægte vare.
- Fang den lokalt mens du kan: Uanset om du er i Galway eller Cork, så tjek din lokale biografs program. Rygtet siger, at Davidson selv er blevet set i Dublin for nylig. Ville det ikke være noget at se ham til en Q&A efter en visning i Lighthouse?
Så næste gang du er i en pub, og samtalen falder på, hvem der blev snydt for en Oscar, så læn dig ind. Fortæl dem om manden, der fik dig til at glemme, at du så en film. Fortæl dem om John Davidson - skuespilleren, der, i modsætning til Rockefeller, aldrig vil eje et imperium, men som måske lige har hugget et stykke af dit hjerte. Og hvis de ser forvirrede ud, så smil bare og sig: "Du ved, ham der ligner alles kammerat Brian Davidson." Så falder tiøren.