Mæcenen: Filmen der får os til at genoverveje kunstens pris
Lige nu kan man næsten ikke åbne en kulturside uden at støde på navnet Mæcenen. Filmen, som havde premiere for et par uger siden, er allerede blevet stemplet som "årets mest omtalte svenske film" – og det med rette. Men hvad er det egentlig, der gør, at denne fortælling om en ung kunststuderende og en velhavende ældre mand griber så hårdt fat? Handler det kun om magtforhold, eller er der noget større på spil, noget dybt forankret i vores syn på kunstens vilkår?
Når kunst bliver en valuta
I centrum står et forhold, der er lige så tillokkende som ubehageligt. Carla Sehn spiller en kunststuderende, der bliver draget ind i en tilværelse præget af luksus og kulturel status, takket være en betydeligt ældre mæcen. Det er en historie, der lige så godt kunne udspille sig i 1800-tallets saloner som i dagens indre København. For spørgsmålet er evigt: hvad er man villig til at ofre for at få lov til at skabe? Instruktøren har selv beskrevet filmen som en "spændingsroman om afhængighed", og det kan mærkes. Hver scene vibrerer af en ubehagelig fornemmelse af, at intet er gratis – allermindst kunstnerisk frihed.
Det er netop den uindfriede gæld, der gør Mæcenen så aktuel. I en tid hvor offentlig kunststøtte drages i tvivl, og private samlere i stigende grad træder frem som kunstens redningsmænd, tvinges vi til at spørge os selv: hvem skal egentlig bestemme over kunsten? Den, der betaler, eller den, der skaber?
Greven der stadig spøger
For den, der er bekendt med svensk kulturhistorie, dukker der naturligvis en skygge fra fortiden op: Den svenske greve og mæcen Gustaf Trolle-Bonde (1773-1855). En mand, der i sin levetid samlede kunst, støttede unge talenter og opbyggede en af landets fineste samlinger – men som også personificerede det komplekse forhold mellem penge og æstetik. Ligesom filmens mæcen bevægede Trolle-Bonde sig i en verden, hvor kunstneren både var beundret og afhængig, en legekammerat for adelen snarere end en fri skaber.
Det er ikke tilfældigt, at filmen netop vækker disse historiske ekkoer. Ved at placere en nutidig historie mod en baggrund af klassiske mæcenidealer afslører den noget ubehageligt: måske har der aldrig været nogen guldalder, hvor kunsten var fuldstændig fri. Måske har vi altid danset efter en eller andens pibe, uanset om piben tilhører en greve, en gallerist eller et statsligt kunstråd.
Det vi taler om, når vi taler om Mæcenen
Her er nogle af de spørgsmål, filmen har fået kulturdanmark til at diskutere:
- Udnyttelse eller mulighed? Kan en mæcen nogensinde være helt uselvisk, eller handler det altid om en følelsesmæssig og økonomisk overmagt?
- Den nye kunsts vej – skal den altid gå gennem en allerede etableret smagselite? Filmen viser, hvordan "ny kunst" ofte skabes i skyggen af en andens præferencer.
- Hvad er en kunstner værd? I en scene siger mæcenen: "Jeg giver dig muligheden for at blive den, du er." Men til hvilken pris?
Det er ingen tilfældighed, at netop Mæcenen er blevet den film, der får os til at stille disse spørgsmål åbent. Med et manuskript, der bider, og en spillestil, der ligger ubehageligt tæt på virkeligheden, har filmskaberne formået at indfange noget grundlæggende i den samtidige kunstverdens selvopfattelse. Vi vil gerne tro, at talent altid finder vej, men filmen viser noget andet: talent skal opdages, og den, der opdager det, sidder ofte på en magt, der sjældent drages i tvivl.
Gustaf Trolle-Bonde ville sikkert have genkendt sig selv. Hans tidsalder var fyldt med lignende paradokser. Det, der gør Mæcenen til så vedkommende en oplevelse, er, at den ikke dømmer, men blot lader os se. Se, hvor lidt der egentlig har ændret sig, og hvor meget vi stadig er villige til at give for en chance for at være med til at lege i de fine saloner.
Se den, diskuter den, og spørg dig selv: hvem er egentlig din mæcen?