Hjem > Underholdning > Artikel

Hiroshi Itsuki: Rørende møde med ny “izakaya”-sang. Duet med Mitsuko Nakamura, og hvorfor “Yokohama Twilight” og “Chigiri” giver genlyd netop nu

Underholdning ✍️ 吉田 誠 🕒 2026-03-26 13:37 🔥 Visninger: 2

Sent om aftenen i Shinkansen. Når man træder ind bag nøglen, ser man for sig en mand, der sidder alene i baren med et glas. Det scenarie dukker uvilkårligt op, fordi Hiroshi Itsukis stemme for vores generation indbegreber “den voksne melankoli”. For nylig faldt jeg over hans nyeste udgivelse, og jeg måtte straks have den i hænderne. Selv hvis man ikke er en hardcore enka- eller kayokyoku-fan, er dette et nummer, man ikke bør gå glip af.

Hiroshi Itsuki seneste albumcover

Det drejer sig naturligvis om duetten “Izakaya” med den legendariske Hiroshi Itsuki og enka-verdenens anden store skikkelse, Mitsuko Nakamura. I det øjeblik, man ser titlen “Izakaya”, kan enhver enka-fan ikke undgå at blive grebet. I den klassiske “Yokohama Twilight” malede Hiroshi Itsuki et billede af den vemodigt smukke skumring, der hviler over Yokohamas havnekvarter. Dengang handlede hans sang om “byen” og “afskeden”. Men i “Izakaya” synger han om noget langt mere intimt og lidenskabeligt: det menneskelige hjerte og dets følelser.

Når man lytter til denne nye sang, er det første, der overrasker en, “stemningen”. Instrumentalsporet er skåret ned til et minimum, hvilket giver de to stemmers intense samspil en fremtrædende plads. Det er, som om man befinder sig i en lille, skæv bodega, hvor en mand og en kvinde i let beruset tilstand skåler og ser tilbage på deres fortid. Mitsuko Nakamuras fyndige, farverige stemme og Hiroshi Itsukis erfarne “gråd”-vokal smelter sammen i en enestående balance.

Her kan man ikke undgå at tænke på hans andet monumentale værk, “Chigiri”. Med den ikoniske linje “Hvis bare jeg ikke havde mødt dig den dag” stiller han spørgsmålstegn ved skæbnen og viser en accept af den uundgåelige “bånd”. Mange år senere føles det, som om “Izakaya” handler om det mere rolige, men på sin vis lige så dybe “bånd”, der ligger efter den intense “Chigiri” – nærmest en form for forsoning med livet.

Derfor rækker denne nye sang langt ud over blot at være en duet; den føles som et magnum opus for kunstneren Hiroshi Itsuki. Han blev sin tids darling i 70’erne med “Yokohama Twilight”, og i 80’erne definerede han den voksne mands æstetik med “Chigiri”. Nu, i Reiwa-æraen, har han med sin bedste partner, Mitsuko Nakamura, nået et nyt stadie. Det er ikke for meget at sige, at dette er den ultimative udformning af “menneskelighed” – et tema, som enka-genren er så stærkt forbundet med.

Ser man på den nuværende musikscene, er streaming den dominerende tendens, og blandt de unge generationer oplever “city pop” og “kayokyoku” en sand renæssance. Midt i denne tendens er “Izakaya” fra en gigant som Hiroshi Itsuki på én gang en hyldest til klassikere som Yokohama Twilight og Chigiri og – fornemmer man – på vej til at blive en ny standard i sig selv.

Lad os prøve at opsummere, hvad der gør denne sang så dragende.

  • En tekstverden fyldt med Showa-stemning – Elementer som “whisky”, “glas” og “regn” fremmaner en stemning, der minder om en scene fra en film.
  • Superstjerneparret Hiroshi Itsuki & Mitsuko Nakamura – To kunstnere, der hver især har skabt en epokegørende solokarriere, udløser nu en “kemisk reaktion”, der får det bedste frem i hinanden – dette er sangens helt store trækplaster.
  • En eftersmag, der inviterer til at tænke “hvad skete der så?” – Måske er hovedpersonen fra “Yokohama Twilight” endt i denne izakaya, mange år senere? Sangen har en dybde, der vækker ens fantasi til live.

I sidste ende handler en rigtig god sang altid om at være der for én i “de menneskelige hjertes mellemrum”. Når du nyder en drink efter arbejde, en aften hvor du pludselig tænker tilbage, eller når du bare vil have en stille skål med en, du holder af – så er “Izakaya” den perfekte ledsager. Fra Showa til Reiwa, selvom tiderne ændrer sig, vil Hiroshi Itsukis fortællinger om “mænd og kvinder” forblive et lys i vores hjerter i mange år fremover.

Hvis du ikke har hørt den endnu, så tag hovedtelefonerne på en stille aften og fordyb dig i den dramatiske verden, som Hiroshi Itsuki og Mitsuko Nakamura skaber. Jeg er sikker på, at du vil finde din helt egen “izakaya”.