Ross “The Boss” Friedmans død: En rocklegende har stille lagt guitaren fra sig efter kampen mod ALS
Det er en stille dag i rockens verden i dag. Gitarlegenden Ross “The Boss” Friedman er gået bort, 72 år gammel. For dem, der fulgte med i den råeste punk og heavy metal i 70’erne og 80’erne, er det som at miste et familiemedlem. Vi taler om en fyr, der ikke bare spillede riffsene – han var riffsene. Efter en tids kamp mod den forbandede sygdom amyotrofisk lateral sklerose, eller ALS, som vi kender den, lagde han stille guitaren fra sig for sidste gang. Det var folk tæt på, der delte nyheden, og det varede ikke længe, før hyldestene begyndte at strømme ind fra hele miljøet.
Fra CBGB’er til verdensscenerne
For at forstå, hvor stor Friedman var, skal vi tilbage til begyndelsen. Han var med til at forme lyden af The Dictators, et band, der ofte kaldes “the missing link” mellem stooge-agtig garagerock og det, der skulle blive punkens eksplosion. Mens punken var på sit mest kaotiske, viste Ross, at man godt kunne have både attitude og vanvittig teknisk snilde. Men det var, da han hoppede over til Manowar, at han for alvor blev udødeliggjort for en helt ny generation af metalfans. Riffene på “Battle Hymns”? Det er Ross. Den ikoniske lyd på “Death Tone”? Det er også Ross. Han var selve fundamentet, bandet blev bygget på i de formative år.
Jeg husker tydeligt, da “Blitzkrieg” for første gang tordnede ud af højttalerne. Det var ikke bare musik; det var en erklæring. Han gav os den slags energi, der får en til at ville løbe gennem en mur. Efter tiden i Manowar fortsatte han som en ustoppelig kraft, både som soloartist og med sit senere band, og han turnerede hårdt lige indtil sygdommen satte en stopper for det. Han var en af de få, der kunne kalde sig “The Boss” uden at nogen lo – tværtimod var det med dyb respekt, vi nikkede.
En stille kamp mod ALS
Nyheden om, at Ross kæmpede med amyotrofisk lateral sklerose, kom som et chok for mange af os. ALS er en grusom sygdom; den stjæler gradvist kontrollen over musklerne, men lader hjernen være lige så skarp og klar. For en mand, der levede for at mærke vibrationerne fra strengene under fingrene, må det have været en utrolig hård kamp. Dem, der stod ham nærmest, har fortalt, at diagnosen kom for et stykke tid siden, og det har været rørende at se, hvordan rockmiljøet stillede op. Fra gamle bandkolleger til nye unge helte – alle har hyldet manden, der gav os soundtracket til oprør.
Det er let at blive sentimental, når vi mister en af de store. Men helt ærligt, Ross “The Boss” var ikke en fyr, der ville have, at vi skulle sidde og snøfte i en krog. Han ville have skruet op for lyden. Han ville have, at vi skulle mindes de øjeblikke på scenen, de øredøvende koncerter og den rå energi, han udstrålede, hver eneste gang han slog an på en streng.
Arven efter en gigant
Hvad står vi tilbage med nu, hvor han er væk? Vi står tilbage med en af de mest imponerende kataloger i rockhistorien. For dem, der ikke har gravet dybt nok, er her tre numre, du skal spille i dag for at ære The Boss:
- The Dictators – “Next Big Thing”: Ren, ubarmhjertig punkenergi. Lyt til guitarlyden. Det er her, det hele begyndte.
- Manowar – “Battle Hymns”: Hele albummet er en klassiker, men titelnummeret viser, hvorfor Ross var mesteren af det episke riff.
- Ross the Boss – “By Blood Sworn”: Fra solokarrieren. Denne sang minder os om, at han aldrig mistede grebet, heller ikke årtier efter, at han startede.
Ud over musikken efterlader han sig et eftermæle som en af de mest tilgængelige og jordnære stjerner. Det var ikke ualmindeligt at møde ham bag scenen efter en koncert; han stod altid og tog sig tid til at snakke med fansene, signere plader og bare være en helt almindelig, rar fyr, der tilfældigvis var en af de bedste guitarister i verden. Hans musik kendte ingen grænser – den tilhørte verden.
Så skru op for lyden, nyd de sidste riffs, og vær taknemmelig for, at vi fik oplevet en som Ross “The Boss” Friedman. Hvil i fred, chef. Nu er du endelig fri.