Canadiens – Hurricanes: En bittersød sejr, der siger meget om Canadiens’ karakter
Der findes kampe, der efterlader en underlig smag i munden. Kampen mellem Canadiens og Hurricanes i går aftes i Centre Bell var en af dem. En 3-2-sejr efter forlænget spilletid, der næsten var som et Hollywood-manuskript for CH, men som – hvis man lige skraber lidt i overfladen – afslører svagheder, som trænerteamet må lappe hurtigt. Rolig nu, jeg giver jer en komplet analysedel af opgøret.
Historien kunne have været skrevet på tyve sekunder. Den tid tog det Sebastian Aho at sende en sniger forbi Samuel Montembeault på gæsternes første skud. Man tænkte: "Åh nej, ikke det igen." Vi kender sangen: Hurricanes ankommer, kvæler spillet, og på et minut er kampen afgjort. Bortset fra at denne Montreal-trup for en gangs skyld besluttede sig for ikke at følge det forudbestemte manuskript. Reaktionen kom prompte, nærmest instinktivt. Kirby Dach, efter en aktion hvor Nick Suzukis aflevering skar igennem forsvaret som en varm kniv gennem smør, fik genoprettet balancen.
Det, der slog mig, var gennemgangen af, hvordan de håndterede kampens momentum. Vi kender Hurricanes: de spiller systembaseret, de kvæler. For at slå dem skal man være villig til at spille beskidt, vinde nærkampene i zonerne. Og i en lang periode i anden periode gjorde Martin St-Louis’ drenge netop det. Den der sekvens i offensiv zone, hvor andenheden kørte rundt med pucken i næsten et minut uden at give Canes tid til at trække vejret, var ren poesi. Det var i det spor, Juraj Slafkovsky scorede det andet mål, da han afsluttede det hele med et skud, Frederik Andersen slet ikke så komme.
Montembeault, kampens spiller trods nederlagsmålet i forlænget spilletid?
Vent, lad mig nuancere. Seth Jarvis’ udligningsmål 1:37 før slutningen af tredje periode? Det var en dækningsfejl, som de unge spillere kommer til at se igen og igen på tavlen. Men uden Samuel Montembeault ville vi her tale om et klart nederlag. Manden var på fyr i sidste periode. På et tidspunkt føltes det som at se en rød mur foran målet. Hurricanes pressede på, de fik i alt 38 skud. Montembeault afværgede 36 af dem. Det er det, man kalder how to use en målmand for at holde sig i kampen: man lader ham gøre sit job, og han holder dig i live til forlængelsen.
Og lad os tale om den forlængede spilletid. Et powerplay efter en tvivlsom udvisning. Og så er det Mike Matheson, sæsonens store skurk i nogle øjne, der træder ud af buret. En finte, et skud i den øverste kasse. Kamp slut. Det er den slags sejre, der bygger et hold. Vi så et kollektiv, der ikke gav op, selv når benene var tunge mod et af ligaens mest fysiske hold.
Det vigtigste at tage med før næste udfordring
Hvis jeg skulle lave en hurtig guide til den næste kamp, ville jeg pege på tre nøgleelementer, jeg observerede:
- Powerplayet er stadig en smule rustent. Ja, det leverede det afgørende mål, men inden da havde enhederne problemer med at komme ind i zonen i over to minutter. Mod et disciplineret hold som Carolina er det en fejl, der koster dyrt.
- Offensivdybden er til stede, men skrøbelig. De to første kæder holdt skansen, men fjerdekæden blev domineret i puckbesiddelse. I et slutspil er de detaljer afgørende.
- Fysikken. Vi stod distancen mod Carolinas tunge drenge. Det er en test, de bestod med bravur. Hvis CH kan levere det engagement hver eneste aften, taler vi ikke om en overraskelse, men om en bekræftelse.
Så ja, to point i posen, det tager man altid. Men det, jeg bedst kunne lide, var det, denne Canadiens – Hurricanes-kamp afslørede: et hold, der ikke længere går i opløsning, når vinden vender. For få måneder siden tabte vi den kamp 5-1 efter Ahos hurtige mål. I går så vi karakter. Og det er fundamentet for alt. Nu gør vi det igen i morgen, med samme vilje, og så må vi se, om sejrsguiden bliver fulgt til punkt og prikke.