Hubert Védrine, Iran og den realisme, der udfordrer Macron-lejren
Der er stemmer, som i nyhedernes tumult skiller sig ud ved deres klarsyn. Mens tv-kanalernes rullende nyhedsdækning brager løs om angrebene i Iran, og Élysées kommunikationsafdeling leder efter de rette ord, er der én analyse, der står imod skumsprøjtene: Hubert Védrines. François Mitterrands og Lionel Jospins tidligere udenrigsminister er ikke typen, der lader sig rive med af følelser. Og netop derfor fortjener hans syn på "halshugningen" af det iranske regime – for at bruge et udtryk, der pryder forsiderne – at blive undersøgt nærmere. Ikke for kommentarens skyld, men for metodens.
Forstørrelsesglassets effekt og realpolitikkens blinde vinkel
Siden begyndelsen af ugen har de officielle reaktioner været mange. Vi hørte Emmanuel Macron opfordre til de-eskalering, en position som den tidligere minister Pierre Lellouche for nylig, ikke uden ironi, sammenlignede med pavens appel. En bemærkning, der med rette rejser spørgsmålet: hvad vejer moral, når missilerne falder? Det er her, Hubert Védrines pragmatisme bliver en kraftfuld modgift. Han, som altid har teoretiseret nødvendigheden af en bevidst "realpolitik" for Frankrig, minder os i virkeligheden om, at den symbolske halshugning af et statsapparat aldrig er dets endeligt. Det er en optisk illusion.
Det, Hubert Védrine inviterer os til at se, er isbjerget under vandoverfladen. I Iran er regimet ikke blot en håndfuld generaler eller en øverste leder. Det er et system, en politisk teologi, et vidtforgrenet sikkerhedsnet. At tro, at et angreb, uanset hvor kirurgisk præcist, kan "gøre arbejdet færdigt", hører til samme slags magiske tænkning, som lå til grund for interventionerne i Irak og Libyen. Jeg har selv ofte sagt det i tv-studierne: en stat kan miste sit hoved uden at miste sin sjæl. Og det er netop denne sjæl, denne dybe modstandskraft i et shiamuslimsk regime under pres, som Hubert Védrines analyse tvinger os til at overveje.
Tre søjler i Védrines vision midt i kaosset
For at forstå, hvorfor den tidligere ministers position er så uomgængelig, må vi udfolde logikken bag den. Den hviler på grundprincipper, som enhver beslutningstager, fra Bercy til Davos, bør overveje i øjeblikket:
- Strategisk ydmyghed: Vesten, og især Frankrig, må acceptere, at det ikke har redskaberne til at fremtvinge et "regimeskifte" med magt. Det er en kostbar vildfarelse. Hubert Védrine minder os om, at vores magt først og fremmest er normativ og økonomisk, ikke militær, i Mellemøsten.
- Pragmatisk dialog: Det handler ikke om at holde af det iranske regime, men om at tale med dem, der rent faktisk styrer landet, selv efter en halshugning. Diplomati er kunsten at tale med sine fjender. At udelukke denne mulighed er at overlade banen til rovdyr som Rusland og Kina.
- Den økonomiske vinkel: Et langvarigt kaos i Teheran betyder stigende oliepriser, vaklende statsobligationer og sprængte forsyningskæder. Store franske koncerner, fra luksus til energi, følger nøje med i rystelserne. Hubert Védrine har denne globale vision: geopolitiske og økonomiske forhold er to sider af samme sag.
Tomrummet efter Macron-lejren og muligheden for en fransk realisme
Det, der slår en i den aktuelle krise, er kontrasten. På den ene side en præsidentiel kommunikation, der leder efter "den rette formulering", vaklende mellem atlantisk fasthed og fransk diplomatisk tradition. På den anden side den krystalklare tænkning hos en mand som Hubert Védrine. Det handler ikke om at dyrke politisk fiktion, men om at konstatere et tomrum. Den "halshugning", man taler så meget om i fjernsynet, skaber et øjeblikkeligt sikkerhedsmæssigt tomrum. Hvem skal udfylde det? Militser? Naboer? Regionale magter?
For de virksomheder og investorer, der læser med her, er Hubert Védrines budskab et vækkeur. Lad dig ikke vugge i søvn af mediernes fortælling om en "hurtig sejr". Virkeligheden er langt mere kompleks. Den kræver evnen til at forudse de næste tre træk på skakbrættet, ikke at fejre erobringen af den første bonde. Det er her, merværdien ligger i en analyse, der er frigjort fra politiske kæpheste. Det er her, muligheden findes for dem, der formår at se ud over den umiddelbare horisont, for at forstå de nye spilleregler i et globalt spil, hvor ordene fra en som Hubert Védrine vejer tungere end mange officielle erklæringer. Klarsynet er i disse tågede tider det eneste kompas, der duer.