Esperanza Aguirre går til angreb igen: Giver Rajoy skylden for Vox’ fødsel og udløser borgerkrig i PP

Det er næsten utroligt, men hver gang Esperanza Aguirre åbner munden, skælver Partido Popular. Den tidligere ubestridte leder af PP i Madrid og regionspræsident har igen besluttet sig for at ryste partiets grundvold med udtalelser, der efterlader ingen i tvivl. Og denne gang er fokus ikke kun rettet mod hendes protegé, Isabel Díaz Ayuso, men sigter direkte mod den tidligere spanske regeringsleder, Mariano Rajoy. Borgerkrigen på den spanske højrefløj er ikke bare ulmende – den blusser op igen med en uventet voldsomhed.

“Rajoy førte os ud over afgrunden”: Oprindelsen til Vox-tsunamien

Det, Aguirre har ladet høre i de seneste timer, er i bedste fald et jordskælv. Ifølge kilder tæt på den tidligere præsident er hendes diagnose nådesløs: Vox’ fremkomst og efterfølgende succes er hverken et resultat af tilfældigheder eller grundlæggernes genialitet, men af et magtvakuum, som efter hendes opfattelse blev skabt af PP-ledelsen under Mariano Rajoy. “Hvis der ikke havde været en regering, der brugte tiden på at viske den borgerlige fløjs identitet ud, så ville et andet parti ikke have været nødt til at fylde det tomrum,” lyder det fra hende i de politiske kredse.

For hende var Rajoys vaklen under hans år i Moncloa den perfekte grobund. Fornemmelsen blandt mange vælgere på højrefløjen af, at “intet skete” i mødet med de territoriale udfordringer eller håndteringen af visse sager, fik en del af vælgerskaren til at søge et mere kampklart hjem. Og det er her, Esperanza Aguirre skaber kontrovers: uden Rajoys ledelse ville Vox simpelthen ikke eksistere, som vi kender det i dag. Det er en direkte og uforblommet anklage, der blotlægger den interne splittelse, som aldrig rigtig er blevet helet.

• Kritik af Rajoy: Aguirre beskylder ham for at have “ødslet” Aznars arv væk og overladt højrevælgerne i stikken.
• Ayuso-effekten: Midt i denne storm står den nuværende regionspræsident fra Madrid styrket som den naturlige arvtager for den mere stridslystne ånd.
• Feijóos hemmelighed: Den tidligere præsident afslører, at hun selv kunne have været den “bremsende” faktor over for den nuværende nationale leder, men at hun valgte en mere tilbagetrukket rolle.

Loyaliteten (og kniven) over for Ayuso og Feijóos komplekse rolle

Midt i denne verbale offensiv har Aguirre også ønsket at præcisere sin position over for Isabel Díaz Ayuso. Langt fra de rygter, der taler om en kold distance, forsikrer Aguirre, at hendes forhold til den nuværende baronesse præges af fuld fortrolighed. Men det mest saftige kom, da hun talte om den nationale leder, Alberto Núñez Feijóo. Ifølge hendes egen tilståelse i de indre kredse var der et tidspunkt, hvor hun selv kunne have rejst sig som det primære alternativ til den nuværende ledelse, men hun valgte at lade være, og gav dermed Feijóo mulighed for at konsolidere sit lederskab uden intern knivkamp. “Jeg kunne have været den, der stod der, men jeg valgte en anden vej,” lød det fra hende, hvilket antyder, at historien for PP efter Rajoy kunne have set helt anderledes ud, hvis ikke det var for den personlige beslutning.

Disse afsløringer er ikke tilfældige. De kommer på et tidspunkt, hvor PP forsøger at vise enhed forud for de kommende valgperioder. Men skyggen af Esperanza Aguirre er lang, og hendes ord har vægten fra en, der i årevis var den eneste stemme, som turde udfordre Rajoys tid præget af stilstand. For mange er hendes analyse af Vox’ oprindelse et vækkeur. For andre er det blot en bekræftelse på, at den tidligere præsident stadig er den store strateg, der fra sidelinjen flytter brikker for at placere sine egne folk og sætte dagsordenen.

Oprejsning eller personlig afregning?

Hvad der er klart, er, at spansk politik – og især den borgerlige fløj – ikke kan tage øjnene fra, hvad Aguirre siger. Hendes seneste udtalelser er ikke bare en udluftning, men en bitter diagnose af, hvad hun betragter som en historisk fejl. Ved at gå efter Rajoy forsvarer hun ikke kun sin egen karriere, men legitimerer også det radikale skift, som Ayuso og Vox repræsenterer, som et nødvendigt, nærmest naturligt svar på en tid, hun betragter som et “svigt” af de grundlæggende værdier.

Mens Feijóo forsøger at navigere i disse turbulente farvande, placerer Esperanza Aguirre sig selv midt i orkanens øje igen og viser, at hendes stemme – selvom hun ikke længere har et officielt embede – stadig er et af de mest pålidelige barometre til at måle temperaturen på den interne krig i PP. Fortællingen er lagt i hænderne på offentligheden: Rajoy skabte betingelserne for, at et monster kunne fødes, som i dag sluger stemmer på højrefløjen, og hun, sammen med Ayuso, er de eneste, der forstod det og var parate til at bekæmpe det. Resten er, som altid, historie, der fortsat vil blive skrevet med brandudtalelser.