Hjem > Samfund > Artikel

Michel Peiry: “Sadisten fra Romont” forbliver bag tremmer – ny dom bekræfter farligheden

Samfund ✍️ Claudia Berger 🕒 2026-03-11 14:05 🔥 Visninger: 1
Michel Peiry i arkivfoto

Der er billeder, som brænder sig fast i hukommelsen: Michel Peiry, en umiddelbart anonymt udseende mand med briller, der i slutningen af 1970'erne og begyndelsen af 1980'erne skræmte hele Schweiz. Nu, i marts 2026, er der kommet en ny retsafgørelse, som viser: Frygten for ham er ikke forsvundet den dag i dag. “Sadisten fra Romont” får foreløbig ikke lov til ledsagede udgange fra fængslet. Bundesgericht har stadfæstet en tidligere instans’ afgørelse – risikoen for tilbagefald er stadig “entydig og betydelig”.

Fem drab, uendelig lidelse

Mellem 1977 og 1981 dræbte Peiry mindst fem unge mænd på bestialsk vis. Han lokkede sine ofre, der var på blaffertur, ind i sin bil, torturerede dem og efterlod dem ofte lemlæstede. Retsmedicinerne talte om en hidtil uset grad af grusomhed. På grund af disse handlinger fik Peiry sit uhyggelige tilnavn: “Le Sadique de Romont”. I medierne blev han længe omtalt som “Schweiz’ glemte homoseksuelle seriemorder” – en titel, der hentyder til hans homoseksualitet, men også til det faktum, at hans forbrydelser i offentlighedens bevidsthed til tider blev overskygget af andre spektakulære sager.

Kunstneren bag tremmer

Men Michel Peiry er ikke kun en dømt morder. Bag murene i fængslet begyndte han at male – og hans værker fandt en usædvanlig vej til offentligheden. Nogle af hans arbejder, der ofte viser mørke, surrealistiske scener, er i dag en del af Art Brut-samlingen i Lausanne. Den såkaldte “rå kunst” samler værker af indsatte på psykiatriske hospitaler eller i fængsler. Peirys billeder er blevet eftertragtede objekter for samlere, hvilket gang på gang volder harme hos ofrenes pårørende. De ser det som en hån mod mindet om de myrdede.

Derfor må han ikke ud

Den nu 76-årige Peiry havde for nylig håbet på i det mindste at måtte forlade anstalten under ledsagelse – hvad enten det var til gåture eller ærinder. Myndighederne gav ham dog et klart afslag. Sagkyndige er enige: Peirys personlighedsstruktur har ikke ændret sig grundlæggende. Ganske vist er han blevet roligere med alderen, men den dybt rodfæstede tilbøjelighed til vold og seksuel afvigelse består. “Man kan bare ikke lukke ham ud i verden sådan”, udtalte en mangeårig fængselspsykolog, der har fulgt sagen i årtier. “Sandsynligheden for, at han vil begå ny kriminalitet, er simpelthen for høj.”

Tilbage står rædslen

Bundesgerichts afgørelse betyder for Peiry: Livstid forbliver livstid – i hvert fald hvad angår den virkelige frihed. I sin celle vil han fortsat kunne male, fortsat sætte sine tanker på papir. For ofrenes efterladte er det en ringe trøst. De må leve med, at manden, der tog det dyrebareste fra dem, stadig er her – om end indelåst.

  • 1977–1981: Fem beviste drab på unge mænd i Romandiet (Den fransktalende del af Schweiz).
  • Øgenavn: “Sadisten fra Romont” på grund af forbrydelsernes særlige grusomhed.
  • Kunst: Peirys billeder er repræsenteret i den anerkendte Art Brut-samling i Lausanne.
  • Aktuelt: Bundesgericht nægter ledsagede udgange – risikoen er for høj.

Michel Peiry vil altså formentlig for altid forblive “Sadisten fra Romont” – et navn, der længe endnu vil få det til at løbe koldt ned ad ryggen på folk i Schweiz.